یٰۤاَبَتِ افۡعَلۡ مَا تُؤۡمَـرُ ۫ سَتَجِدُنِیۡۤ اِنۡ شَآ ءَ اللہُ مِنَ ا لصّٰبِرِ یۡنَ ﴿۱۰۲﴾
Oh min fader! Gør som du er blevet befalet, Om Allah vil Du finde mig blandt de, der er tålmodige [1]
Yeĥ fayzān-e-naẓar tĥā yā kay maktab kī karāmat tĥī
Sikĥāye kis nay Ismā’īl ko ādāb-e-farzandī
صَلُّوۡا عَلَى الۡحَبِيۡب صَلَّى اللّٰهُ تَعَالٰى عَلٰى مُحَمَّد
Sayyidunā Ismā’īl عَـلَيْـهِ الـصَّلٰوة ُ وَالـسَّلَام sagde yderligere til sin far: ‘Kære fader! Bind mig stramt med reb, før du ofrer mig, så jeg ikke bevæger mig og min belønning ikke bliver reduceret. Og beskyt venligst dit tøj fra blodstænk, så min moder ikke bliver bedrøvet af at se det. Slib kniven så den er skarp og skærer hurtigt, da døden er yderst smertefuldt. Lig mig med ansigtet vendt ned mod jorden, så Du ikke kan se mit ansigt,